Find din fødselssten

Indlæser...

På denne side har vi lavet en guide til dig der interesseret i at lære om og at finde din helt egen fødselssten, eller til dig der skal købe et smykke i gave som skal have en dybere symbolsk mening for personen du køber gaven til.  

Hvad er fødselssten/månedssten?

Fødselssten er med deres skønne farver og egenskaber forbundet til den måned du er født i, og faktisk er ædelstene blevet forbundet med månederne i hundredvis af år. Ligesom stjernetegn er din fødselssten et unikt symbol for dine personlighedstræk og egenskaber. Derfor er fødselsstene også blevet meget meningsfulde gaver til vigtige personer i livet, som en mor, partner eller ven ved særlige lejligheder.

 

Oprindelsen af fødselssten

Det menes at fødselsstene har deres oprindelse i de bibelske skrifter da man har fundet referencer til månedssten i Anden Mosebog i det gamle testamente. I testamentet nævnes det at Moses bror, ypperstepræsten Aron, bar en brystplade besat med 12 ædelstene der repræsenterede hver af Israels tolv klaner på den tid. De bibelske vers om Arons juvelbesatte brystplade lyder således:

“Du skal sætte fire rækker sten på det: en række med rubin, topas og smaragd, den første række; den anden række med granat, safir og månesten; den tredje række med opal, agat og ametyst; og den fjerde række med krysolit, shoham og jaspis. Når de sættes på skal de være indbefattet i guld. Stenene skal svare til navnene på Israels tolv sønner, én for hvert navn; som indgravering i en seglring skal de tolv stammer stå der, hver med sit navn” (Anden Mosebog, kapitel 28, vers 17-21)

Fra versene om Aron i Anden Mosebog, et sted mellem det første og femte århundrede e.Kr., er den antikke historiker Josefus (37-100 e.Kr.) og telogen Hieronymus (347-420 e.Kr.) krediteret for at have forbundet de 12 ædelstene med de 12 stjernetegn. Det menes at den oprindelige tanke med de 12 fødselssten var, at man skulle bære enhver af stenene på den tilsvarende måned som stenen hørte til. På den måde kunne man få overført stenenes egenskaber og kræfter til sig.

I Polen i det 18 århundrede blev tanken bag fødselsstenene omformet til den måde vi kender dem i dag. Det skyldes at jødiske ædelstenshandlende begyndte at sælge dem ud fra personers fødselsmåneder. Forbindelsen til en persons fødselsmåned blev fasttømret af den Nationale Association af Juvelerer i 1912 i USA. 

Siden da er der ikke sket de store ændringer på historien om fødselssten. Dog ses der eksempler på små variationer af fødselsstenene fra land til land, for eksempel er der en smule forskel mellem fødselssten i USA og Storbritannien.

Som udgangspunkt har en måned kun en fødselssten, dog er der enkelte måneder som har fået tilføjet flere fødselssten da deres egenskaber også er forbundet med personlighederne disse måneder. De fleste der er født i en måned med flere fødselssten vil typisk vælge en af stenene som deres, den som de bedst føler matcher med deres egen personlighed. Dog vælger nogle også flere sten, hvis de føler at alle stenene for måneden matcher med forskellige aspekter af deres personlighed.

 

De 12 fødselssten

Januar fødselssten - Granat stenens betydning

Granat stenen er fødselssten for dig der er født i Januar måned. Stenen er særligt kendt for sin røde farve, selvom stenen faktisk også er at finde i mange andre andre farver som grøn, pink, orange og lilla. Den har fået sit navn fordi den i sin rå rå form minder om en granatæblekerne. Granater referer til en gruppe af sten som alle er meget ens i deres sammensætning, men traditionelt er almandin og pyrop granater de mest populære til moderne smykkedesign. Det skyldes at de ofetere end andre granat sten har en klar rød farve. Særligt pyrop granaten er kendt for altid at have en fantastisk rød farve og en høj gennemsigtighed og derfor bliver stenen ofte facetteret, så den funkler på ideel vis i et smykke.

Granat sten i rå form som cabochon og med facetter

Granat stenen symboliserer viljestyrke, energi og selvtillid. Da personer født i januar måned har en tendens til at være spontane og villige til at tackle enhver udfordring på deres vej, er granaten den perfekte ædelsten til beskytte mod uforudsete udfordringer i livet. Ud over at være en smuk accessory, kan et granat smykke være en påmindelse om at selv når livet er hårdt og ikke går som planlagt, bliver man ved med at kæmpe for sig selv, sine passioner og for dem man elsker.

 

Februar fødselssten - Ametyst stenens betydning

Ametysten er fødselssten for dig der er født i februar måned. Den er en af de traditionelle ædelstene og er særligt kendt for sin fantastiske lilla farve som kan variere i tone fra helt lyslilla til meget mørk eller blå-lilla. Myter om ametysten associerer stenen med guden Dionysos fra den græske mytologi, som var vinens og ekstasens gud Derfor mentes det at ametysten kunne beskytte den der bar den mod alkoholforgiftning. Andre mente at ametysten kunne holde den der bar den klar i sindet og handlingsstærk under forretningsforhandlinger eller i kamp. Derudover repræsenterer ametysten fred og sindsro, og den har gennem århundreder været en vigtig ædelsten i religiøse sammenhænge samt dekoration i smykker til kongelige.

ametyst sten i rå form som caobochon og med facetter

Personer med ametyst fødselsstenen er kendt for at være intelligente og at have en fantastisk forretningssans. De er ofte meget positive og optimistiske, samt har gode intentioner for alle deres handlinger. De er gode til at lytte til andre og at være behjælpelige der hvor der er behov for dem. Samtidig er de dygtige til at snakke andre mennekser til ro, særligt hvis de er bekymrede. Fordi personer født i februar ofte har travlt med at opnå sine mål og at tage sig af andre, er et ametyst smykke den perfekte påmindelse om at huske også at tage tid til sig selv, holde sindet i ro og at anskue livet på den lange bane frem for den korte.

 

Marts fødselssten - Akvamarin stenens betydning

Er du født i marts er akvamarinen din fødselssten. Stenen er kendt for sin smukke grøn-blå farve som den kan have forskellige toner af, hvoraf mørkeblå er den mest sjældne. Akvamarinen har haft forskellig betydning gennem tiden. Myter fra oldtidens kulturer fortæller at stenen kunne beskytte sømænd på deres farlige sørejser, mens man i middelalderen mente man at den beskyttede mod forgiftning, og i den romerske kultur skar man en frø ind i ædelstenen for på den måde at forene fjender på trods af deres forskelligheder.

blå akvamarin sten i rå form som cabochon og med facetter

Det siges derfor at personer med akvamarinen som fødselssten er gode til at bevare roen i enhver situation, ligesom havet er roligt på en vindstille dag. De er dygtige til at videregive deres indre ro til dem omkring sig, og er derudover kendt for at være fantastiske til at kommunikere med andre. De er særligt værdsat for deres ærlighed og medfølelse, og de er i stand til at se en situation fra flere sider før de danner en mening og tager en beslutning. Akvamarin smykket er derfor det perfekte symbol for evnen til at lytte, tænke klart og bevare roen i pressede situationer.

 

April fødselssten - Diamant stenens betydning

Har du fødselsdag i april er den velkendte diamant din fødselssten. Diamanter er enormt hårdføre og har på Mohs hårdhedsskala en hårdhed på 10 ud af 10. Det betyder at diamanter kun kan ridses af materialer der har den samme hårdhed og derfor er diamanter ideelle til at dekorere smykker med. Diamanten har desuden en uovertruffen evne til at reflektere lys, hvilket har været med til at gøre den til en af de foretrukne ædelstene til smykker. Diamanter dannes under kæmpemæssigt tryk omkring 160 km under jordens overflade, hvorefter de udstødes fra jordens indre ved vulkanske udbrud, og lander på jordens overflade hvor mennesker kan finde dem.

diamant i rå form med brilliant facetter og i en ring

Med sin utrolige hårdhed og fantastiske rejse er det intet under at personer født i april er associeret med lignende egenskaber. Personer med diamanten som fødselssten er nemlig kendt for at være stædige og determinerede, de ved hvad de vil og intet kan holde dem tilbage fra at nå deres mål. De er viljestærke og har mod på livet - selv når tingene ikke går efter planen. Diamanten er et symbol på at personer født i april er til at stole på, at de loyale overfor venner og familie, og villige til at kæmpe for dem de elsker. Den er et symbol for en stærk person med et urokkeligt moralt kompas der værdsætter gensidig tillid, respekt og sandhed frem for alt andet. Grundet diamantens uovertrufne evne til at glitre og reflektere lys, er personer født i april også særligt glade for alt hvad der glimter og er luksus.

 

Maj fødselssten - Smaragd stenens betydning

Personer født i maj har smaragden som fødselssten. Smaragden er kendt for sin fantastiske frodige grønne farve, selvom den også kan have andre toner som gul-grøn eller blå-grøn. En myte fra oldtiden peger på smaragden som dronning Kleopatras personlige favorit ædelsten og en anden legende siger at smaragden var en af de fire sten givet til kong Salomon af Gud, der gav ham kraften til at råde over al skabelse. Andre myter fortæller at man at hvis man placerede en smaragd sten under sin tunge blev man i stand til at se ind i fremtiden og at den kunne kurere sygdom og beskytte mod ond magi. 

smaragd i rå form som cabochon og med facetter

Smaragdens frodige grønne farve symboliserer vækst og nye tider. Derfor er personer født i maj kendt for at være medfølende og elskværdige. De har et naturligt flair for at se gennem personers forskelligheder og er gode til at finde noget man har til fælles. Med disse evner søger familie og venner ofte gode råd fra personer født i maj. Smaragden forbindes også til kærligheden og derfor er personer med smaragden som fødselssten ofte også romantikere og dybe tænkere der søger livslange sjælevenner. De søger sandhed og værdsætter ærlige relationer med andre. Smaragdpersonligheder har derudover en tendens til at være introverte. Bliver du venner med en person født i maj er der derfor stor chance for at de bliver en vigtig del af dit liv for altid. Fordi personer med smaragden som fødselssten er meget indsigtsfulde og opmærksomme på andres følelser, glemmer de nogle gange også at tænke på sig selv. Derfor er et smaragd smykke også den ideelle påmindelse for personer født i maj om at huske at koble af med lidt ‘mig tid’ ind imellem. 

 

Juni fødselssten - Alexandritten, Månestenen, og Perlens betydning

Er du født i juni har du hele tre fødselssten at vælge imellem. Alexandritten, månestenen og perlen har fælles egenskaber men også forskelligheder, hvilket er hvorfor man bør vælge den juni fødselssten der bedst matcher ens personlighed. Alternativt kan man vælge to eller alle tre, hvis ædelstenenes egenskaber alle passer med de forskellige aspekter af ens personlighed. Generelt er personer født i juni kendt for deres entusiasme og klare sind, egenskaber der associeres med alle tre ædelstene.

 

Alexandrittens betydning

Alexandritten er for nogle en mindre kendt ædelsten, men den er utrolig på sin helt egen måde da den har evnen til at skifte farve afhængigt af hvilket lys den ses i. Denne egenskab har givet anledning til udtrykket “smaragd om dagen, rubin om natten” omkring stenen. Derfor har personer med alexandritten som fødselssten en fantastisk skarpt øje for at observere og analysere situationer, og de mennesker de har omkring sig fra flere sider. Hvis en person med en alexandrit personlighed får øje på problemer under opsejling, er de sandsynligvis allerede i gang med at finde en løsning på dem. Derfor er et alexandrit smykke det ideelle symbol for at huske at holde overblikket og se tingene fra flere sider, selv i svære situationer.

grøn alexandrit sten i rå form som caochon og facetteret under to forskellige lys

 

 

Månestenens betydning

Månestenen er kendt for sin glitrende perlemorsagtige overflade og ses i flere forskellige farver som gul, lyserød, fersken, grøn, lyseblå, grå og hvid. Efter sigende er månestenen blevet navngivet af den romerske historiker, naturhistoriker og militærleder Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.). Plinius påstod nemlig at månestenen skiftede sin farve alt efter hvilken månefase det var. I nogle kulturer troede man også at månestenen var små stykker af måne der var faldet ned på jorden. På grund af månestenens sammenligning med månen og dens faser er personer med månestenen som fødselssten kendt for at have skarpe instinkter og derfor bør de altid lytte til deres intuition. De har en uovertruffen evne til at tage den rette beslutning på det helt rette tidspunkt. Et månestens smykke er derfor det perfekte symbol for evnen til at lytte til sin egen indre stemme, særligt når en vigtig beslutning skal tages.

hvid månesten i rå form som cabochon og med facetter

 

Perlens betydning

Selvom perlen kan have forskelligt udseende og form, er den i sin mest ikoniske form kendt for at være rund og have en skinnende cremefarvet overflade. Gennem renæssancen var perlen et symbol for de adelige, den gav prestige og den blev særligt båret af kongelige personer. Mytologiske historier referer til perlen som havfrue tårer, engle eller små stykker af månen som var faldet i det dybe havvand. Med denne historie er personer med perlen som fødselssten derfor kendt for at være spontane og dygtige til at håndtere nye situationer. De elsker at rejse og opleve, selv hvis det betyder at tage steder hen hvor de er helt uden for deres vante omgivelser. Derfor er et perlesmykke et fantastisk symbol for naturlig skønhed og evnen til at navigere i nye spændende situationer og omgivelser.

forskellige typer perler fra havvand og ferskvand

Juli fødselsstenen - Rubin stenens betydning

Rubinen er fødselssten for dig der er født i juli måned og den er en af de mest kendte ædelstene. Den er særligt associeret med sin ikoniske blodrøde farve, selvom den også kan have andre røde toner. Rubinen er også kendt som ‘kongernes juvel’ fordi den gennem tiden særligt blev båret af adelen for at symbolisere magt og velstand. Man mente at hvis rubinen blev båret et sted over hjertet på den venstre side af kroppen, ville den beskytte bæreren og dennes hjem mod dårligdomme og trusler. Blandt oldtidens burmesere troede man også at rubinen havde beskyttende egenskaber, men i stedet for at bære stenen som smykke måtte man skære stenen ind under huden, hvorefter den kunne beskytte en person i kamp.

rubin i sin rå form som cabochon og med facetter

Personer med en rubin personlighed elsker at være i centrum og kan have en tendens til at blive involveret i drama. De elsker typisk at synge, danse, spille instrumenter eller skuespil, eller at optræde på andre måder foran andre mennsker. De har en høj selvtillid som ofte gør dem ideelle ledere. Derudover er personer med rubinen som fødselssten kendt for deres passion og kærlighed, ikke kun i romantiske forhold, men i alle livets aspekter. De har en energisk fremtoning som ofte tryllebinder andre mennesker omkring dem. Sidst men ikke mindst er personer med rubinen som fødselssten ikke gode til at sidde stille for længe, de opsøger altid nye eventyr og er handlingsorienterede. Et smykke med en rubin er derfor den perfekte påmindelse om at leve livet med passion, søge nye eventyr og tage lederansvar når situationen kræver det.

 

August fødselssten - Peridot stenens betydning

Er man født i august har man peridot stenen som fødselssten. Peridot stenen er kendt for sin smukke grønne til gul-grønne farve, hvorfor nogle forveksler den med smaragden. Det lyder sig faktisk at man i århundreder troede at tysklands ‘Hellige Tre Konger’ skulptur i Cologne Katedralen var dekoreret med 200 karater smaragder, som i virkeligheden viste sig at være peridot sten. I oldtidens Ægypten mente man at peridot stenen kunne beskytte mod mareridt om natten og stenen blev derfor blandt andet kaldt for “solstenen”.

peridot sten i sin rå form som cabochon og med facetter

Personer med peridot stenen som fødselssten er ofte kendt for at være enormt vellidte og venlige mod andre. De er positive og gør deres bedste for at dem omkring sig har det godt, hvad end det drejer sig om familie, venner eller fremmede. De er åbne og ærlige overfor sig selv og for andre, og er helt trygge ved at være sig selv i enhver situation. På grund af deres venlige natur opbygger personer med peridot stenen som fødselssten hurtigt venskaber med andre. Derudover er personer født i august ofte udadvendte og charmerende, og de er ikke bange for at være i centrum, selvom de ikke stræber efter at være det. Et peridot smykke er derfor det perfekte symbol for at være god mod andre og at tackle svære situationer med ærlighed, troværdighed og overbevisning.

 

September fødselssten - Safir stenens betydning

Er du født i september er safiren din fødselssten. Safiren er kendt for sin smukke dybe blå farve, som også er den mest værdifulde type safir, selvom den kan have alverdens andre farver med undtagelse af rød. Siden middelalderen har safiren været populær og blandt buddhisterne mente man at safiren gav spirituel visdom mens man blandt grækerne bar stenen når man skulle søge råd hos oraklerne. 

blå safir sten i sin rå form som cabochon og med facetter

På grund af safirens historiske betydning er personer født i september med safir personlighed ofte reserverede og rolige, og de betror sig kun til dem der er dem nærmest. De tænker før de taler og opvejer konsekvenserne af det de vil sige før de giver deres mening til kende. Når de bygger et forhold til en anden person er det oftest et dybt og meningsfuldt forhold. Derudover er de kendt for at være intelligente og yderst pålidelige personer. De har en rolig energi over sig og er i stand til at bevare roen selv i pressede situationer. Selvom personer med en safir personlighed er gode til at tænke hurtigt i svære situationer er de ikke typerne som praler med deres egne egenskaber og man vil snarere høre om deres bedrifter fra venner og familie frem for fra dem selv. Safir smykket er derfor det ideelle symbol på pålidelighed, troværdighed og evnen til at tænke over konsekvenserne af det man siger til andre.

 

Oktober fødselsstene - Opal og Lyserød Turmalin betydning

Er du født i oktober måned er der to fødselsstene at vælge imellem: opalen og den lyserøde turmalin. Begge stene har ligheder og forskelligheder, hvilket er hvorfor man typisk vælger en af de to fødselssten som man synes bedst matcher sin personlighed. Nogle vælger dog dog også at have begge fødselssten, hvis de repræsenterer forskellige sider af ens personlighed.

 

Opalens betydning

Opalen er en enormt populær sten på grund af sin helt unikke glimtende overflade. Den kan have et virvar af forskellige smukke farver fra de helt lyse til de meget mørke, hver og en med en smuk kalejdoskopisk overflade. På grund af dette er opalen i flere kulturer gennem tiden blevet forbundet med magi og det overnaturlige, og det mentes at stenen var i stand til at beskytte mod sygdom samt gøre bæreren i stand til at spå om fremtiden. Stenen var i nogle kulturer derudover også et symbol på håb, sandhed og renhed.

hvid opal sten i rå form som cabochon og med facetter

Med disse egenskaber er personer født i oktober med en opal personlighed enormt trofaste og beskyttende overfor dem de har nært. De er gode til at inspirere andre mennesker omkring dem, hvilket gør dem til naturlige ledere og pålidelige mentorer. De går op i at alle omkring dem skal have det godt og derfor ser man dem tit involvere sig i projekter der hjælper andre mennesker. Et opal smykke er derfor en fantastisk påmindelse om evnen til at vise andre mennesker venlighed og at gøre en indsats for at andre har det godt.

 

Lyserød Turmalin stens betydning

Turmalinen dannes inde i jordens indre under hydrotermisk aktivitet og er ligesom opalen en af de mest farverige mineraler på kloden. På trods af at turmalinen kan have mange skønne farver, er det dog specifikt den lyserøde turmalin som repræsenterer personer født i oktober måned. 

lyserød turmalin i rå form som cabochon og med facetter

Personer med en lyserød turmalin personlighed bliver ofte nemt rastløse. De higer efter oplevelser og eventyr, og derfor ser man dem gerne rejse rundt utrolige steder i verden. Selvom de virker rolige og ser ud til at have styr på tingene vil personer født i oktober ofte have masser myldrende tanker om det næste nye eventyr de skal opleve. Derudover er personer med en lyserød turmalin personlighed kendt for at have en stærk intuition. Et smykke med en lyserød turmalin er derfor det ideelle symbol på at søge gode oplevelser i livet, ikke at være bange for at tage chancer men samtidig at huske at stole på sin intuition, særligt i svære situationer.

 

November fødselssten - Topaz stenens betydning

Topazen er fødselssten for dig der er født i november. Det er en højst versatil sten som kan have masser af forskellige farver, som brun, blå, grøn, brun, lyserød og hvid. Historisk blev topazen forbundet med rigdom og status, og i nogle kulturer mente man endda at topazen ledte bæreren mod guld. I middelalderen blev topazen typisk skåret til figurer for at frembringe særlige kræfter, for eksempel kunne en topaz skåret til en falk hjælpe en person med at få et godt forhold til sin konge. I Tyskland mente filosoffen Sankt Hildegard (1098-1179) at hvis man lagde en topaz ned i vin og derefter på en person med synsbesværs øjne, ville personens syn blive kureret. Andre var af den tro at topazen gjorde bæreren usynlig og at den kunne beskytte mod mareridt hvis man lagde den under sin pude om natten.

rå citron topaz cabochon topaz og facetteret topaz sten

Med disse historiske referencer er personer med topazen som fødselssten særligt kendt for at være heldige, særligt når det kommer til finansielle anliggender. De arbejder hårdt for de ting de gerne vil opnå i livet, selv når tingene ikke går som planlagt. Derudover er personer født i november gode til at underholde sig selv og andre, og derfor er de ofte midtpunktet for vennegrupper og familie. De er gode til at holde sammen på folk, at tænke på andre, at være generøse og kan også tilgive andre for deres fejl. Derfor er et topaz smykke den ideelle påmindelse for personer født i november om at arbejde hårdt for sine livsmål uden at miste øjet for de personer og de ting i livet der virkelig betyder noget.

 

December fødselsstene - Blå Topaz, Tanzanit og Turkisens betydning

Er du født i december måned er der tre fødselsstene at vælge imellem: den blå topaz, tanzanitten og turkisen. Selvom de tre sten symboliserer forskellige personlighedstræk har de det til fælles at personer født i december måned ofte er kendt for at være mere modne end deres alder afslører.

 

Blå Topaz stens betydning

Topazen er en sten som kan have mange farver, men særligt den blå topaz er populær til smykkedesign. Den kan variere i tone og være alt fra helt lyseblå og klar til meget mørkeblå. Vælger man den blå topaz som sin december fødselssten, har man en sten der historisk er kendt for at kunne kurere sygdomme og at tiltrække kærlighed. Det mentes derudover også at den blå topaz kunne beskytte den der bar den mod andre menneskers grådighed. 

blå topaz i sin rå form som cabochon og med facetter

På grund af dette er blå topaz personligheder kendt for at være meget venlige mod andre mennesker og at de kommer godt ud af det med alle enormt let uanset hvilken situation de befinder sig i. Derfor er et smykke med den blå topaz en fantastisk påmindelse om at være god ved dem man har omkring sig, at være retfærdig og at gøre sit bedste for at skabe en god stemning i enhver situation.

 

Turkis stens betydning

Turkisen er en ugennemsigtig sten som har en smuk turkis farve, der kan variere i tone fra lyseblå til gul-grøn. Ofte har stenen også mineralaflejringer i sig, som giver den et smukt mønster. Historisk var stenen særligt populær blandt oldtidens ægyptere og aztekere, for eksempel blev turkisen brugt til at dekorere kong Tut’s gyldne begravelsesmaske. Det mentes at turkisen gjorde en ærlig og vis, personlighedstræk stene stadig associeres med i dag.

turkis sten i sin rå form som cabochon og med facetter

Personer med turkisen som fødselssten er derudover viljestærke og når de sætter sig et mål i livet vil de gennem hårdt arbejde altid opnå det. Derfor er et turkis smykke det ideelle symbol på at man kan hvad man vil, når blot man arbejder hårdt for det og at man kommer længst med ærlighed.

 

Tanzanit stens betydning

Tanzanitten er en sjælden ædelseten der kun er at finde i det nordlige Tanzania i Afrika, hvilket er hvorfor den har fået navnet ‘tanzanit’. Tanzanitten er kendt for sin fantastiske blå farve, som kan variere i tone fra meget mørkeblå til lyslilla. Når stenen mines ud af jorden vil den i sin rå form i de fleste tilfælde være brun og kun i meget sjældne tilfælde være blå. Det skyldes at tanzanitten i sin rå form skal varmebehandles for at den blå farve fremstår. Noget andet utroligt ved tanzanitten er at den kan skifte farve afhængigt af hvilket lys den ses i, et fænomen kaldet pleokroisme som kun få sten har.

en rå tanzanit sten som cabochon og med facetter 

Vælger man tanzanitten som fødselssten vil man ofte være den type der elsker at suge ny viden til sig - hvad end det er gennem en god bog, en dokumentar, et kursus, et studie eller noget andet man finder spændende. Med deres viden er tanzanit personligheder derfor gode til at tale med nye mennesker og de debatterer gerne deres meninger omkring et emne med andre, dog altid med et åbent sind overfor andres meninger. Et tanzanit smykke er derfor et glimrende symbol på at huske at være nysgerrig overfor nye emner og være åben overfor andres meninger. for at få et nuanceret indblik i et emne.

 

Interesseret i at vide mere om ædelstene?

Læs også vores ædelsten oversigt som giver et overblik over hvilke utrolige typer ædelstene der findes eller læs om hvordan ædelstenes kvalitets vurderes og meget mere i vores godt at vide om ædelstene guide.

Vi vil gerne indsamle cookies

Vi bruger trafiklog cookies til at identificere hvilke sider der bliver besøgt. Dette gør det muligt for os at forbedre vores hjemmeside, så den bedre imødekommer vores besøgendes behov og forbedrer oplevelsen på hjemmesiden. Læs mere her Privacy and Cookie Policy

Hvordan vil du helst se vores produkter?

Produktet blev tilføjet indkøbskurven